172017maj
Med botox er dit liv ikke længere styret af din blære

Med botox er dit liv ikke længere styret af din blære

Det er meget generende at leve med en overaktiv blære. Hvis medicinen ikke virker på dig, kan det derfor være en god ide, at du overvejer at få botoxbehandlinger i blæren. Det får blæren til at slappe af, så der kan være mere urin i den. Du kan få behandlingerne på et hospital.

Hvis du lider af en overaktiv blære, vil det have stor indflydelse på dit liv. Det kan både være med til at gøre, at du ikke sover ordentligt om natten, fordi du skal op og tisse flere gange. Det kan også være, at du har svært ved at gøre de ting, som du gerne vil i løbet af dagen, fordi du så ofte skal på toilettet.

Endelig kan det også være, at du ikke oplever problemer med, ofte at skulle på toilettet, men at du lækker lidt i ny og næ. Det er også meget begrænsende og generende i forhold til, hvordan du gerne vil leve dit liv.

En god måde at behandle en overaktiv blære er, at du får injektioner med botox i blæren. Metoden blev godkendt i USA i 2013 og bliver i dag også brugt her i Danmark, hvor du kan få det gjort på hospitalet.

Botox lammer musklerne i blæren

Botox bliver brugt til dem, der ikke kan få almindelig medicin mod en overaktiv blære, eller hvor medicinen af den ene eller anden grund ikke virker på dem.

Det kan lyde mærkeligt, at man kan bruge botox på overaktive blærer, da det er noget, som de fleste forbinder med behandling af rynker. Botox fungerer dog på den måde, at det lammer dine muskler en lille smule. Det gælder både, når det skal fjerne dine rynker, og når du får det som medicin.

Din overaktive blære skyldes, at din blære er for anspændt. Det gør, at der ikke kan være så meget urin i den, hvilket igen gør, at du enten lækker, eller at du ofte skal på toilettet. Når botoxen får din blære til at slappe lidt af, kan der være mere urin i den. Det gør, at du ikke skal lige så ofte på toilettet.

Lær at bruge et kateter, inden du får botox

Når du får botoxinjektioner i blæren, kan det gøre, at du ikke kan lade vandet på egen hånd. Du skal dog selvfølgelig stadig af med urinen. Det gør du ved, at du lægger et kateter og tømmer blæren på den måde. Hvis du slet ikke tisser efter en botoxbehandling, vil du være nødt til at lægge et kateter fire til fem gange om dagen, hvis du drikker mellem en liter og to om dagen. Hvis du drikker mere, skal du lægge kateter oftere.

Du lærer at lægge kateter, inden du får botoxbehandlingerne, så du er klar til at bruge det efterfølgende.

Sådan foregår indgrebet

Når du skal have botoxinjektioner, skal du først have en lavet en kikkertundersøgelse af din blære. Det er forskelligt, om du skal lokalbedøves eller i fuld narkose under indgrebet. Når du har fået lavet kikkertundersøgelsen, bliver botoxen jævnt fordelt i din blære.

Indgrebet tager cirka en halv time. Hvis du har været i fuld narkose, vil der gå en til to timer, før du kan forlade hospitalet, når du er vågnet. Du skal prøve at lade vandet, inden du går hjem. Hvis du ikke kan det, skal du bruge kateteret, som du har lært inden indgrebet. Hvis du kun har været lokalbedøvet, kan du forlade hospitalet umiddelbart efter. Det er forskelligt, hvor lang tid det tager, før botoxen virker.

Efter indgrebet er det vigtigt, at du søger læge, hvis du føler, at du har blærebetændelse, svie, feber eller ildelugtende urin. Det kan være tegn på komplikationer.

Så ofte skal du have botoxbehandlinger

Når du kan mærke, at virkningen af botoxen begynder at aftage, skal du bestille tid til at få botox igen. Det er meget forskelligt, hvor længe botoxen er om at forsvinde. Der kan gå alt mellem tre og ni måneder, inden du har brug for en ny behandling. Du må derfor forberede dig på at skulle have mellem en og fire behandlinger om året.

Har du først fået en behandling med botox, kan du bare ringe til afdelingen på hospitalet og bestille en ny tid. Det er derfor meget fleksibelt for dig.

Kontakt din læge for at komme i gang med behandlingerne

Hvis du endnu ikke er i behandling, kan du kontakte din praktiserende læge for at få en henvisning til et hospital i nærheden af dig, der kan behandle dig med botox. Der er en række hospitaler i hele landet, der kan behandle dig mod overaktiv blære. Det vil derfor være nemt for dig at finde et hospital, der ikke ligger alt for langt fra, hvor du bor.